The Catlins

  • The Catlins
  • The Catlins
  • The Catlins
  • The Catlins
  • The Catlins
  • The Catlins
  • The Catlins
  • The Catlins

I dag gik turen fra Invercargill gennem området The Catlins til Dunedin.

For et par dage siden faldt vi over en folder med en beskrivelse og kort over The Catlins. Vi tog den med og i dag er den blevet brugt ihærdigt. Vi har været på oplevelsestur i dag og har gået og set en del af de steder som var vist i folderen. Det må jeg sige, de kan noget med at gøre det let for turister at få noget ud af deres natur. Den brugervenlighed vi ser hernede i form af flyers, skilte og andet, kunne vi lære meget af derhjemme, for selvom Naturstyrelsen derhjemme også gør det godt og fat i den lange ende, er newzealænderne bare kommet meget længere.  Køreturen i dag blev derfor en af de flottes vi har kørt hernede fordi der var så meget at se undervejs. Vi havde desværre ikke tid til det hele, men tror vi fik det bedste med, ellers må vi jo komme igen en anden gang.

Første stop var ved Slope Point – det sydligste punkt på sydøen.

Næste stop var Curio Bay, hvor jeg nok havde sat forventningerne lidt for højt i forhold til at jeg skulle se forstenet skov – jeg så den, men den levede på ingen måde op til mine indre billeder. Men alligevel ret vildt at stå ved noget der er så mange millioner år gammelt, det er næsten ikke til at forholde sig til. Pludselig fælder man sig bare som en lille brik i den store verden. Det er nok også hvad den lille pingvin gjorde som stod og puttede sig ved buskene på stranden. Vildt nok at se vores første pingvin ved en tilfældighed i dens helt naturlige habitat.

Tredje stop var McLean Falls, super gåtur, og der stod på skiltet hvor lang tid det ville tage at gå til vandfaldet og tilbage til rastepladsen igen, smart! Vandfaldet var mega flot og lækkert at se på, og at man kunne gå helt ud i det og stå på klipperne gjorde det bare ekstraordinært.

Fjerde stop var ved Purakaunui Falls, New Zealands mest fotograferede vandfald. Det var rigtig fint, men hvor man kunne komme helt tæt på og nærmest stod i det forrige vandfald, kunne man her se på fra afstand, men bestemt også den lille gåtur værd.

Sidste stop inden turen gik til Dunedin var Nugget Point. Her var naturen igen rå, udsigten god og sælerne hyggede sig.

Får får får, en newzealandsk oplevelse

  • Får får får, en newzealandsk oplevelse
  • Får får får, en newzealandsk oplevelse
  • Får får får, en newzealandsk oplevelse
  • Får får får, en newzealandsk oplevelse
  • Får får får, en newzealandsk oplevelse
  • Får får får, en newzealandsk oplevelse
  • Får får får, en newzealandsk oplevelse
  • Får får får, en newzealandsk oplevelse

I dag forlod vi Te Anau og kørte mod Invercargill. Vi stoppede ved et intermistisk fuglereservat, eller noget i den stil, for at se den meget sjældne fugl Takahé. Den er faktisk så sjælden, at man regnede den for uddød indtil man fandt den i bjergene ved Te Anau i år 1948. Der findes i dag 225 Takahé-fugle og vi var heldige at se én. Det kunne have været sjovere at se den i naturen udenfor fangeskab, men dette gik også an.

Senere på turen kom vi kørende og måtte pludselig stoppe bilen fordi der vrimlede med får på vejen. De skulle sikkert drives til en anden mark men jeg har faktisk ikke den fjerneste anelse. Jeg synes dog at det var mega hyggeligt og en af de oplevelser jeg havde håbet at få her i New Zealand. – Tjek!

Det var efter mødet med fårene at vi fik en times regn, men så stoppede det hurtig igen og solen kiggede frem. Vi blev dog enige om at der ikke altid kan være så godt vejr hernede sydpå, eftersom træerne ligner noget der kunne stå ved den danske vestkyst. Noget må der i hvert fald storme, eftersom træerne ser så forblæste ud.

Efter indtjekning på campingpladsen kørte vi til Bluff, en af de sydligste placerede byer på New Zealand, byen er i øvrigt meget kendt for deres østers. Vi nød kun udsigten og så os lidt omkring, som kun turister gør.

Efter Michael havde brændt energi af på en legeplads i Invercargill nød vi aftensmaden. Derefter blev vi inviteret på gåtur i Andersons Garden af Anne og Jan, så aftenen fik en fantastisk afslutning. Jeg glemmer hele tiden, at få taget et billede af Anne og Jan, men jeg håber jeg husker det hvis vi ser dem i aften. Jeg tænker det må være fordi tiden flyver af sted i godt selskab :).

Milford Sound og Redcliff Cafe

  • Milford Sound og Redcliff Cafe
  • Milford Sound og Redcliff Cafe
  • Milford Sound og Redcliff Cafe
  • Milford Sound og Redcliff Cafe
  • Milford Sound og Redcliff Cafe
  • Milford Sound og Redcliff Cafe
  • Milford Sound og Redcliff Cafe
  • Milford Sound og Redcliff Cafe
  • Milford Sound og Redcliff Cafe
  • Milford Sound og Redcliff Cafe
  • Milford Sound og Redcliff Cafe

I morges kørte vi mod Milford Sound. Vi kørte tidligt så vi kunne nå at stoppe ind interessante steder på turen, for der kommer helt sikkert en rasteplads som byder på en spændende naturoplevelse af den ene eller anden slags. På de rastepladser hvor vi gjorde holdt var der mange Kea’er – vi har ellers kun set dem på Arthur’s Pass, men fik også et fint skud i dag.

Vi havde fra campingpladsen booket en sejltur på fjorden for at se Milford Sound fra sin bedste side. Hen over sommeren her i New Zealand har der nærmest været tørke og selvom vi som turister ikke klager, kan vi se at især landmændene mangler vand til både marker og kreaturer. Denne tørke gjorde at vi fik Milford Sound at se uden vandet løb ned ad klipperne hele vejen rundt om fjorden, men i stedet var det muligt at se flotte vandfald i solskin. Der er en helt fantastisk natur her i landet og man kan nærmest ikke andet end at blive draget og betaget af udsigten til vandfald, klipper, bjerge, gletsjere, sæler som sejlturen på fjorden bød på.

Selvom det var flot i Milford, ville jeg nu gerne have set det i regn. Når nu det regner 320 dage om året, kan man vel godt kalde det lidt uheldigt at der var tørvejr netop i dag? På den anden side var det meget rart at vi kunne stå på dækket uden at blive sjaskvåde.

På vej tilbage til Te Anau, stoppede vi flere steder ved vandfald og små gåture og derfor landede vi ret sent i Te Anau, derfor tog vi ud at spise på Redcliff Café, et super autentisk og godt sted med mad og vin i den gode ende. Aldrig har lam smagt så godt, og måske er den en af grundende til at skuespillere og crew fra Ringenes Herre ofte slog vejen forbi den hyggelige cottage når de filmede i nærheden.

Tilbage her på campingpladsen hyggede vi med godt selskab af Anna og Jan (parret fra Åbyhøj) og en godnatøl til at falde i søvn på, selvom der dog ikke er den helt store grund til det i dag.

Te Anau med glædeligt gensyn

Pyhhh, sikke vi har haft travlt de sidste par dage. Jeg er derfor kommet bagud med posts, men nu kommer de.

I tirsdags forlod vi Queenstown, men har måske planer om at vende tilbage hertil, for det er da en vildt fed by med mange aktiviteter. Vi havde faktisk snakket om, om vi måske var lidt for gamle, men faktisk er der noget for enhver alder i byen, så hvad enten man lyster  faldskærmsudspring eller cykling, så er der plads til alle. Vi kørte mod Te Anau med mig bag rettet, og hvad laver Michael så når han keder sig – han tager billeder – også af mig bag rettet :).

Efter sen ankomst til Te Anau købte vi ind og fik lavet aftensmad for herefter at gå en lille tur og se området. Senere på aftenen rendte vi ind i  Trine og Peter (Parret fra Vrå, som vi mødte tidligere på rejsen) og faldt selvfølgelig i snak med kaffe og øl. Det var simpelthen bare hyggeligt at se dem igen og høre dem fortælle om deres oplevelser.

Arrowtown og Queenstown

  • Arrowtown og Queenstown
  • Arrowtown og Queenstown
  • Arrowtown og Queenstown
  • Arrowtown og Queenstown
  • Arrowtown og Queenstown
  • Arrowtown og Queenstown
  • Arrowtown og Queenstown
  • Arrowtown og Queenstown

I morges sagde vi farvel til Wanaka, hyggelig lille by med den fedeste sø og bjergene omkring. Vi sagde farvel med stil og ferieis. Herefter fortsatte vi gennem bjergene på dagens rute. som foregik på New Zealands højest asfaltbelagte vej. Vi var højt til vejrs, og udsigten var god. Vi holdte pause i Arrowtown, en by ved foden af bjergene, hvor vi nød vores frokost, snagede i butikker og slentrede i solen. inden vi tog det sidste nap på dagens køretur og ramte Queenstown. Her tjekkede vi ind på campingpladsen, slappede af og gik ind til byen. Der nød vi solen, iskaffe og yatzy. Læg mærke til at Michael blev ramt af en fugleklat på ryggen under spillet. Han vandt også i Yatzy, så måske det rent faktisk betyder held, når man bliver ramt af en fugleklat?

Fox Glacier og Blue Pools

  • Fox Glacier og Blue Pools
  • Fox Glacier og Blue Pools
  • Fox Glacier og Blue Pools
  • Fox Glacier og Blue Pools
  • Fox Glacier og Blue Pools
  • Fox Glacier og Blue Pools
  • Fox Glacier og Blue Pools
  • Fox Glacier og Blue Pools
  • Fox Glacier og Blue Pools
  • Fox Glacier og Blue Pools
  • Fox Glacier og Blue Pools
  • Fox Glacier og Blue Pools

Dagen i dag begyndte med gletsjervandring med godt vejr, bjerge, sten og masser af is. Det var en flot tur med en god guide. Vi valgte Fox Glacier, for tilbage i 1998 var Michael på Franz Josef og det skulle jo ikke være den samme igen. Det viste sig så da vi ankom, at man også kun kan komme op på Franz Josef med helikopter, da den er for farlig blot at gå op på. Det skyldes at isen er for usikker og at der har været mange sammenstyrtninger den seneste tid.

Det første stykke af dagens vandring foregik med udsigten til gletsjeren på grus og sten. Vi spændte først de udleverede pigsko på, da vi nåede isen. Sikke en flot og ustyrlig natur som det er muligt at inspicere på nærmeste hold. Isen er meget beskidt på overfladen, men det tror da pokker når den har skubbet sig ned det jordede landskab gennem mange mange år. Ligeså beskidt den er i overfladen ligeså ren og blå er den nedenunder. Se for eksempel det billede hvor vi står i en lille hule af is. Guiden fortalte om hele historien og hvordan gletsjeren de senere år har været på retur.

Vandringen gav appetit til en hurtig frokost, inden køreturen gik videre via Haast Pass til Wanaka. Det var en fantastisk tur gennem bjergene. Vi så hele tiden mange vandfald og flere turkisblå floder. Simpelthen så flot en natur at cruise igennem. Vi stoppede på en parkeringsplads, hvor der mulighed for at gå ud til Blue Pools, en fantastisk blå farve i vandet og vi havde virkelig lyst til at springe på hovedet i som mange andre, men det var igen for koldt… Vandet er kun ca. 5 grader, eftersom det er smeltevand fra bjergene. Fy for den, men vi fik da fødderne i – bare ikke ret længe.

Lake Matheson, også kaldet Mirror Lake

  • Lake Matheson, også kaldet Mirror Lake
  • Lake Matheson, også kaldet Mirror Lake
  • Lake Matheson, også kaldet Mirror Lake

I dag tog vi ud til Lake Matheson, hvor Mount Cook ofte er til at fange med kameraet. Hvis man er heldig kan man få spejlingen med fra søen på billedet.

Mens vi stod ved søen, faldt vi i snak med Trine og Peter, et par fra Vrå, der havde fået turen til New Zealand i sølvbryllupsgave. Trine var på New Zealand i ca. et år tilbage i 1981, så hun kunne berette om hvordan det dengang havde været at rejse rundt. Snakken gik så godt, at vi efter en times sludren i stående tilstand besluttede os for, at få en kop kaffe på den nærliggende café og snakke videre. Herefter tog vi tilbage til campingpladsen for at vaske tøj, håndklæder og sengetøj. Trine og Peter skulle køre længere sydover i dag, men vi håber at se dem senere på vores rejse for at få endnu flere gode historier – måske over en øl.

Fra Greymouth til Fox Glacier

  • Fra Greymouth til Fox Glacier
  • Fra Greymouth til Fox Glacier

I dag vi fra Greymouth mod Fox Glacier med stop over udsigten til Franz Josef gletsjeren og senere middagsmad i byen Franz Josef.

Her til aften gik vi ind til byen for, at få en øl med Anne og Jan. Et hyggeligt par som vi nu har mødt nogle gange på de forskellige campingpladser. De kører rundt i en  lidt større camper end vores og er en dag foran os på næsten samme tur som os. Derfor er det altid sjovt at høre om deres oplevelser, så de har altid gode tips til hvad der er værd at se i området for os.

Vi har lige snakket om, at vi burde have undersøgt om det er muligt at komme på ølsmagning hos Bryggeriet Monteith’s, som ligger i Greymouth. For os er det nu for sent på denne rejse, men kommer du forbi disse kanter, er det måske værd at undersøge. Det er gode øl og der er mange forskellige slags.

Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle

  • Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle
  • Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle
  • Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle
  • Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle
  • Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle
  • Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle
  • Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle
  • Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle
  • Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle
  • Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle
  • Arthurs Pass og bilen der blev spist af fugle

I går forlod vi Christchurch på østkysten og kørte via Arthur’s Pass til vestkysten. Det er virkelig en scenic route i sin bedste forstand. Michael udbrød mange gange “Jamen, prøv lige at se den her udsigt”! Jeg laver nærmest ikke andet end at suge udsigter til mig mens vi kører, for alle steder her på New Zealand er der så fantastisk smukt. Her er bjerge, skov, sø og masser af kyststrækning, så der er nok at suge til sig selvom vi sidder en del i bilen.

Vi gjorde holdt et par steder på turen, men det var med bilen som indsats. Vi så for første gang på vores rejse Kea papegøjen, som åbenbart er meget interesseret i at gnaske på gummi og små dimsedutter. Godt vi kører i en lejebil :).

Vi endte ved vestkysten og kørte lidt nord på til Punakaiki, hvor de fantastisk flotte Pandekageklipper troner langs kysten i den smukkeste natur mellem land og vand. Et fantastisk syn og en god oplevelse. En af de oplevelser Michael ikke fik med på sin første rejse til New Zealand.

 

Christchurch, en by under nedrivning og opbygning

  • Christchurch, en by under nedrivning og opbygning
  • Christchurch, en by under nedrivning og opbygning
  • Christchurch, en by under nedrivning og opbygning
  • Christchurch, en by under nedrivning og opbygning
  • Christchurch, en by under nedrivning og opbygning

Lige så meget som vi havde glædet os til at se Christchurch, byens seværdighederne, nyde en sen brunch og en øl et listigt sted, lige så skuffede blev vi. Michael besøgte byen sidst i slutningen ad 1990’erne, og vi havde da hørt at byen havde været ramt af et jordskælv, men at ødelæggelserne var så store, havde vi ingen idé om. Det var et skrækkelig syn der mødte os. Byen er i ruiner og nærmest hele centrum er spærret af. Bygninger står tomme og øde hen. Enten skal de væltes eller sikres, så de kan bygges op og igen benyttes.

Efter chokket havde lagt sig, tager jeg hatten af for deres midlertidige butiksmiljø. Butikkerne har nu til huse i farverige containere, som danner et fedt intenst og funky miljø hvor det kreative afspejles mens det oser af charme og fighterånd.  Jeg håber de beholder konstellationen efter alt andet er genopbygget, for der er en helt speciel atmosfære i området. Efter at have snuset rundt i samtlige butikker, blev det til en tur på café hvor vi hyggede lidt, inden turen gik videre.